Bestyrelsen er den bedste konsulent

Bestyrelsen er den bedste konsulent

Virksomheden har brug for ny viden og løsninger

Den mindre og mellemstore ejerledede virksomhed står fra tid til anden i en situation hvor der er behov for viden, som ikke findes i tilstrækkeligt omfang i virksomheden. Det er oplagt i stærkt konkurrenceprægede markeder og krisetider med krav om hurtig omstilling og effektivisering – ligesom ønsket om ekspansion og nødvendigheden af at skabe vækst uden for landets grænser. Det kan være opgaver som hvordan virksomheden outsourcer produktion, effektiviserer, internationaliserer og styrer et internationalt forhandlernet, markedsføring, strategi- og forretningsudvikling og generationsskifte. Ny inspiration og viden kan være afgørende for virksomhedens overlevelse.

Brug af konsulenter er en mulighed – med risici

Et naturligt første skridt kan være at henvende sig til et konsulenthus som mestrer de ønskede discipliner. Valget af det rigtige konsulenthus kan være ud fra tidligere erfaring, anbefalinger eller søgning hvorefter man typisk efter par møder med en 2-3 udvalgte emner vælger sin samarbejdspartner. Konsulenthuset skal herefter sætte sig ind i virksomheden, forstå ledelsens visioner og ønsker, virksomhedens situation, organisation, markedsforhold, styrker og svagheder og mange andre forhold. Det er stor opgave og dermed en proces der kræver tid og hvor det er afgørende at det er den ”rigtige” konsulent man har fået på opgaven. Risikoen er naturligvis netop at konsulenten ikke var den helt rigtige og at der er forhold som overses fordi der også arbejdes under et vist tidspres/budgetramme.

Efter indsamling af data, interviews og analyser, udarbejder konsulenten sin rapport, og når denne er afleveret og forstået er det herefter ledelsens opgave at eksekvere. Nogle konsulenter deltager gerne i den efterfølgende proces, men ansvaret er naturligvis ledelsens.

Imidlertid oplever ledelsen ofte, at løsningerne kom til at ligge for langt fra det mulige eller det ønskede eller at konsulenten ikke helt havde forstået virksomhedens kultur, kundeforhold eller konkurrencesituation. Resultatet bliver således desværre ofte at planen bliver lagt i skuffen og i heldigste tilfælde bliver kun enkelte elementer brugt i en eller anden form, og uden de ønskede resultater. Men organisationen inklusive ledelsen har brugt mange kræfter og regningen til konsulenthuset kan hurtigt løbe op i betydelige beløb.

Brug bestyrelsens viden
Den oplagte løsning er naturligvis at ejerlederen bruger sin bestyrelse, som vi forudsætter er sammensat således, at den afspejler de kompetencer som virksomheden har brug for. Bestyrelsens medlemmer har gennem deres længerevarende arbejde med virksomheden et dybt kendskab til ejerlederens udgangspunkt og vision samt forståelse for virksomhedens situation, markedsforhold, dens organisation og kultur samt muligheder og udfordringer.

Endvidere har professionelle bestyrelsesmedlemmer en solid praktisk erfaring fra andre virksomheder med personligt operationelt ansvar gennem mange år, til forskel for den typiske konsulent. Dette betyder en langt bedre indsigt og forståelse kombineret med praktisk viden – og dermed også, som oftest, bedre løsninger. Dertil kommer at ejerlederen sammen med bestyrelsen efterfølgende i fællesskab kan sikre gennemførelsen af de vedtagne planer hvilket giver et helt andet kvalitetsniveau og commitment til opgaven.

Endelig er der naturligvis det økonomiske. Såfremt ejerlederen forstår at sammensætte sin bestyrelse rigtigt og løbende benytter den til at udvikle virksomheden, herunder med konkrete opgaver, så vil udgiften til bestyrelseshonorar på den længere bane vise sig at være betydeligt mindre end løbende honorarer til diverse konsulenter.

BB3 kan hjælpe med at sammensætte og udvikle en værdiskabende bestyrelse!

Rolf Øjvind Larsen