Anbefalinger til god ejerledelse
Her har du 12 anbefalinger til god ejerledelse. De er skabt i samarbejde mellem forskere, rådgivere og ejerledere.
Brug dem aktivt – de kan styrke dig i ledelsen af din virksomhed.
Brug dem aktivt – de kan styrke dig i ledelsen af din virksomhed.
1.
Driv virksomheden, så den skaber værdi for ejer(ne)
Afklar dine interesser som ejer af virksomheden, og hvilken
indflydelse du gerne vil have på virksomhedens drift og værdiskabelse. Hvis I er flere ejere, er det vigtigt at afklare indbyrdes ønsker og interesser. Lav en ejeraftale og hold den opdateret. Tjek årligt, om driften af virksomheden lever op til den ønskede værdiskabelse.
2.
Planlæg virksomhedens fremtid
Overvej din virksomheds fremtid løbende. Skal den
videreføres i familien? Skal den have andre eller flere ejere på sigt? Hvad er din tidshorisont som ejer? Drøft dine planer og ønsker med familie og andre. Skriv planerne ned, og genbesøg dem en gang om året.
3.
Skab den bedst mulige ledelse
Sørg for, at ledelsesstrukturen (eks. direktion, advisory board/bestyrelse) er på plads og besæt pladserne i overensstemmelse med virksomhedens kurs. Hav modet til at inddrage andre i beslutninger, og aftal roller, ansvar og mødestruktur. Lav en plan for ledelsen, hvis ulykken sker.
4.
Sæt mål for virksomhedens udvikling
Inviter virksomhedens nøglepersoner med en gang om året og
løft jer op i helikopterperspektiv: Drøft virksomhedens strategi, sæt mål, lav en realistisk plan for at nå målene, og beslut hvordan I følger op. Uddeleger de opgaver, du ikke selv har mulighed for at løfte.
5.
Tænk over virksomhedens vigtigste interessenter
Skab dig et overblik over virksomhedens kunder,
leverandører, samarbejdspartnere og kreditorer, og skab balance mellem loyalitet og afhængighed til interessenterne. Kommuniker relevant information om virksomhedens udvikling til interessenterne.
6.
Hav øje for, hvad der kan true virksomheden
Vurder mindst en gang om året, hvad der kan ændre den måde,
I driver virksomheden på (eks. manglende digitalisering, regnskabs- eller konkurrencemæssige risici.) Lav en prioritering og tag hånd om de væsentligste og mest sandsynlige risici først.
7.
Gør løbende status
Udvælg kritiske data og nøgletal, og følg op på dem hver måned.
Sørg for, at virksomhedens ledelse har adgang til opdaterede nøgletal og relevant information, så I kan reagere rettidigt.
8.
Tænk over at sikre balance mellem årets indtægter og udgifter
Lav ved starten af regnskabsåret et budget og en oversigt
over den finansielle likviditet, som du følger op på løbende. Korriger begge, hvis forholdene ændrer sig. Kalkuler også risici, eventuelle investeringer og finansieringsbehov.
9.
Sørg for et forsvarligt kapitalberedskab
Når det går godt, er det vigtigt, at du sparer penge op i
virksomheden til at klare perioder, hvor det går mindre godt. Sørg for, at kapitalberedskabet dækker virksomhedens fremtidige behov.
10.
Hav styr på alle kontakter og aftaler
Sørg for, at de vigtigste aftaler findes på skrift og er underskrevet.
Og sørg for, at alle væsentlige kontakter (fx kundekartotek) er opdaterede og tilgængelige.
11.
Sæt det bedst mulige hold af dygtige og motiverede medarbejdere
Skab et miljø, der tiltrækker og fastholder de bedste medarbejdere. Og kig altid efter potentiale i medarbejderne. Det er vigtigt, at du omgiver dig med dygtige folk – især på områder, du ikke selv mestrer. Hold løbende medarbejderne opdaterede på virksomhedens udvikling.
12.
Spørg dit netværk til råds
Brug dit netværk til at inspirere og udvikle dig selv og din virksomhed. Det kan fx være andre ejerledere, din bank, revisor, advokat, bestyrelse, ekstern rådgiver eller dine medarbejdere.
Anbefalingerne er udviklet i samarbejde mellem Center for Ejerledede Virksomheder på CBS og BB3 Balanceret Bestyrelse.
Formålet med anbefalingerne er at styrke ledelsen i danske ejerledede virksomheder. Vi håber, du tager dem til dig og anvender dem aktivt.
Brug dem fx til:
✔️ Inspiration i virksomhedsledelsen
✔️ Bedre udnyttelse af virksomhedens bestyrelse og direktion
✔️ At styrke relationerne til interne og eksterne interessenter
✔️ Inspiration i virksomhedsledelsen
✔️ Bedre udnyttelse af virksomhedens bestyrelse og direktion
✔️ At styrke relationerne til interne og eksterne interessenter