De fleste ejerledere kommer på et tidspunkt til at skulle sælge/overdrage deres virksomhed. Her er 5 råd som man bør overveje før man går i gang med en salgsproces.
- Gør det meget klart over for dig selv hvorfor du vil sælge din virksomhed
Det at sælge sin virksomhed er sjældent let. Der er ofte mange følelser involveret, og derfor er det vigtigt, at man som ejer har gjort op med sig selv, hvorfor man vil sælge sin virksomhed. Der kan være personlige årsager så som helbred, alder og mere tid med familie, eller det kan være, at man har en ny ide, man brænder for. Hvad end det er, så skal man som ejer være skarp på hvorfor, for hvis man tvivler på hvorfor man vil sælge undervejs i en salgsproces, så bliver salget ofte ikke til noget.
- Hav en klar køreplan for hvordan du skal exit’e og ikke mindst hvad du skal lave bagefter
De fleste virksomhedsejere lægger mange arbejdstimer i virksomheden, fordi man brænder for det man laver. Hvis man sælger sin virksomhed uden at have en plan for hvad der skal fylde ud i ens hverdag, går det ofte galt. Hvis ikke man har et andet projekt man kan kaste sig over, eller ikke mener at ens fritidsinteresser kan udfylde meningen med tilværelsen, skal man overveje om man som en del af en virksomhedsoverdragelse kan lave en plan hvor man langsomt trapper ned, så man kan vænne sig til at have mere fritid. Det fungerer godt for mange, men kræver selvfølgelig at dem der skal overtage virksomheden, er med på den.
- Overvej hvem du vil sælge virksomheden til
Hvis man gerne vil kunne trappe ned som beskrevet ovenfor, skal man måske ikke sælge til en kapitalfond. Hvis det er vigtigt for én at virksomheden skal drives videre i ”ens ånd” skal man nok mere tænke i generationsskifte / management buy-out, end salg til fond eller konkurrent. Man skal også overveje hvilken dokumentation / due diligence som en køber kræver. Typisk jo større og mere kapitalfondsagtig køber er jo større er kravene til dokumentation og corporate governance.
- Vær realistisk omkring prisen og den tid det tager at sælge
Det tager tid at sælge en virksomhed, og hvis man ikke bare sælger fordi man vil have penge, kan det tage rigtig lang tid at finde den rigtige køber. Og lige som med mange andre ting der skal sælges, kræver det ofte tid hvis man vil have den rigtige pris. Et hurtigt salg gøres nemmere ved at have en lav pris. En højere pris får man typisk hvis man i flere år før salget får optimeret virksomheden så den fremstår bedst muligt til salg. Det er i sig selv en længere proces.
- Brug en rådgiver
De færreste ejere er eksperter i virksomhedssalg, og det skal de jo heller ikke være. Brug derfor en rådgiver der kan hjælpe dig igennem processen. Det kan være din revisor eller advokat (hvis han/hun har erfaring med salg) et bestyrelsesmedlem eller en M&A konsulent. De kan hjælpe dig med at se tingene lidt udefra, og er ofte bedre til at vurdere virksomheden end man selv er som ejer. De har prøvet det før og ved hvad der er realistisk, så selvom man synes det kan være en stor omkostning, er de ofte alle pengene værd.
Skrevet af:
Lars Hejlskov, Partner i BB3